Kilde: ing.dk
Et ulyksaligt, men naturligt eksperiment. Sådan betegner forskningsleder Jens Peter Bonde et unikt dansk projekt – det første af sin slags i verden – hvor tusindvis af københavnere, der har boet i PCB-forurenede boliger bliver sammenlignet med personer, der har boet uden påvirkning af PCB.
»Vi vil prøve at svare på, om de tusindvis af mennesker, der har boet i PCB-forurenede bygninger i 30-40 år, har helbredsproblemer ved at følge op i sygdomsregistre. Derudover vil vi undersøge, om der er en øget synlighed for at mandlige efterkommere oplever forplantningssygdomme,« siger Jens Peter Bonde, klinisk professor ved Københavns Universitet (KU).
Projektet tager udgangspunkt i to større københavnske almennyttige boliger, hvis navne er hemmeligholdt af hensyn til beboerne. Siden 1970’erne har boligerne huset 37.186 personer, herunder omkring 4.000 kvinder, der i samme periode har været gravide. Sædkvaliteten hos deres børn er i særligt fokus.